Folk prikkede til sidemanden og sagde: ’Hun er kun 12!’

For 80 år siden henrykkede en skolepige fra Skovshoved hele Danmark. Inge Sørensen var den yngste deltager ved Hitlers olympiske lege. 

Enghave Station, København, 17. august 1936

Berlin-ekspressen rullede langsomt ad skinnerne ind mod Enghave Station. Så snart folk kunne se toget nærme sig, satte den tætte menneskemængde i bevægelse. Der blev råbt og hujet, mast og skubbet. Københavnerne ville have et glimt af deres nye helte. Ombord i toget var de danske svømmepiger, Inge Sørensen og Ragnhild Hveger, der netop havde vundet medaljer ved OL i Berlin. 

Statsbanerne havde i dagens anledning gjort Enghave Station til endestation. Københavns Svømme Union og politiet havde på forhånd holdt møder og lagt en plan for modtagelsen. Men de havde i dén grad undervurderet, hvor vildt det skulle komme til at gå for sig.

Folk var begyndt at stimle sammen flere timer før toget skulle ankomme, og da klokken nærmede sig 18, var der helt sort af mennesker. Forskellige kilder vurderer, at der har været op mod 30.000 mennesker i området omkring Enghave Station. De stod tæt på både Enghavebroen og Vesterfælledvejbroen og stirrede ned på banelegemet. Andre trængtes om de få pladser på Vester Fælledvej, hvorfra man også havde udsyn over banegraven. 

Også på Vigerslev Allé på den anden side af banen stod folk i stimer. Op mod vejen var banegraven her forsynet med et hegn i træ. Foran hegnet dannede politiet en kæde, der skulle holde folk på afstand. Men der var alt for få betjente. Folk masede på for at komme frem, og betjentene skubbede tilbage. Der lød barneskrig inde fra menneskemængden, og nogle kvinder besvimede og måtte løftes over de andres hoveder ind bag kæden af betjente.

Situationen var snart helt ude af kontrol. Og da lokomotivet endelig var kommet helt ind på perronen, sprængtes politiets kæde under det store pres fra folk, der ville tættere på og se, hvad der skete. Så snart politiets kæde var opløst, brast nu også hegnet ned mod banegraven.

Politikens reporter på stedet beskrev det sådan her:
De forreste blev mast frem af dem bagved, og saa brast Rækværket. Flere hundrede Mennesker, mest Børn, væltedes ned ad den grønne Skrænt sammen med hvirvlende Cykler, som havde staaet parkeret op ad Hegnet.

Nede på selve perronen var der kun adgang for svømmernes nærmeste familie og venner samt folk fra Svømmeunionen. Men nu strømmede folk ned ad skråningerne, og da pigerne trådte ud af toget, lukkede et sandt menneskehav sig omkring dem. Alt var kaos, rapporterede Politiken:
Et ubeskriveligt Virvar opstod, et vildt Kaos, hvori de to smaa Svømmersker fuldkommen forsvandt. Inge Sørensen bar sin store Celluloid-Dukke i Favnen, og Dukken blev revet fra hende, hun selv traadt over Tæerne, skubbet og mast frem og tilbage. Til sidst gav hun sig til at græde. Saadan gik det ogsaa Ragnhild Hveger. De var lige ulykkelige.

Det lykkedes for nogle af jernbanefolkene at få pigerne lidt væk derfra. De førte dem ned på skinnerne og slog ring omkring dem. I disse minutter har en pressefotograf taget et billede af en grædende Inge Sørensen, der står på skinnerne og bliver trøstet af sin far. Hun var bange, og hun ville gerne hjem, sagde hun til ham. Men virvaret var slet ikke overstået endnu. Svømmepigerne havde sat noget i gang, der ikke kunne stoppes. 

Det hele var begyndt, da Inge Sørensen seks dage tidligere stod klar til OL-finalen i 200 meter brystsvømning. 


En dyb indånding

Berlin, 11. august 1936

Inge kunne mærke knuden i maven. 

Hun bevægede sig langsomt gennem korridoren og ud på det store svømmestadion. Forbi de tyske sikkerhedsvagter, SS-officerer og soldater. De stod i deres sorte uniformer med stirrende blikke, svedende under stålhjelmene. 

Stadion var fyldt til randen. 22.000 forventningsfulde tilskuere på tribunen, der rejste sig højt i vejret på begge sider af det 50 meter lange bassin. En ekstra tribune i træ var blevet opstillet, så der kunne stuves så mange sammen som overhovedet muligt. Solen bagte ned over stadion. Det var midt om eftermiddagen på de olympiske leges tiende dag.

Hun tog plads på sin startskammel mellem tyskeren Hölzner og hollænderen Waalberg. Først satte hun sig ned på skamlen. I nogle sekunder sad hun og stirrede ned i det blågrønne vand, mens hun trak vejret dybt. Vandet var lidt uroligt. En mærkbar blæst over det åbne svømmestadion dannede små krusninger i overfladen. Folks snakken på tribunen lød som en hidsig sværm af insekter. Inge bed nervøst i sin badekåbe. 

”Jeg er ikke spor nervøs – man kan jo ikke gøre andet end sit bedste.”

Sådan havde hun sagt til journalisten, der fulgtes med hende gennem korridoren. Men det var ikke helt rigtigt. Den havde været der hele dagen, nervøsiteten. Den irriterede hende. Hun havde slet ikke mærket den de andre dage. 

Inge trak badehætten ned over sit krusede hår og trådte igen op på skamlen. Tog en dyb indånding, kiggede rundt på stadion og traf en rask beslutning om at skubbe nervøsiteten væk. At forsøge at nyde øjeblikket. Hun vinkede til danskerne og kniksede på en lillepigemåde, der fik dem til at bryde ud i høj latter. Hun grinte tilbage til dem.

Sekunderne tikkede, og startskuddet nærmede sig.

”Ruhe bitte!” gjaldede en højttalerstemme ud over det store stadion, så ekkoet blev kastet frem og tilbage mellem tribunerne og de flisebelagte gulve.

De syv svømmersker indtog deres positioner. Så lød pistolen, og de satte af.



Skolepigen var for god til at blive hjemme

Der var i alt 4.066 deltagere i de olympiske konkurrencer i Berlin i 1936. Den yngste af dem alle var Inge Sørensen. 14 dage før åbningsceremonien havde hun fejret sin 12 års fødselsdag.

Som datter af en fiskehandler i Skovshoved var vandet et naturligt element for Inge fra hendes tidligste barndom. I generationer havde havet været grundlaget for familiens tilværelse. Inges bedstemor havde vandret ad landevejen fra Skovshoved til Svanemøllen for at sælge fisk, og nu om dage drev hendes far butikken nær havnen, hvor han solgte det, skovserfiskerne i deres kuttere trak op af havet.

Familien boede i et lille, simpelt hus på Strandvejen få meter fra Skovshoved Havn. Inge var, fortalte faren senere, ikke mere end tre år gammel, da hun første gang blev smidt i vandet med en svømmesele omkring livet. Og så trænede de ellers, far siddende i jollen, datteren plaskende i vandet, i Øresunds kølige bølger.

Allerede som syvårig tog Inge både den store og den lille frisvømmerprøve, og forældrene blev klar over, at hun var i besiddelse af et særligt talent, der måske kunne føre hende langt. Så det var vigtigt, at hun kom i de rette hænder. De meldte hende ind i landets førende svømmeklub DKG, hvor hun kom under svømmelærerinde Ellen Larsens kyndige vejledning.

Inge tog turene frem og tilbage til den nyopførte svømmehal på Østerbro, hvor landets største talenter trænede. Hun udviklede sig usædvanligt hurtigt og var snart et af de mest lovende navne på 100 og 200 meter brystsvømning. Trods sin unge alder blev Inge i sommeren 1936 udtaget til OL. Men hun fik i samme åndedrag at vide, at hun slet ikke skulle bekymre sig om placeringerne i Berlin. Hun var med for oplevelsens skyld. 

Men det så Inge stort på, da hun først var i Berlin. I sine indledende heat viste hun forrygende form og kvalificerede sig uden problemer til finalen i 200 meter brystsvømning. Og det endda med tider så gode, at der måske var en chance for, at hun kunne vinde en medalje hjem til Danmark i et OL, der hidtil kun havde budt på den ene skuffelse efter den anden.


Et ekstra gear

Som syv harpuner skød finalisterne af sted fra startskamlerne. Kampen om de olympiske medaljer var begyndt. Fire baner i det 50 meter lange bassin skulle de svømme. Om godt tre minutter ville det hele være afgjort.

Det passede Inge godt, at hun var blevet tildelt startpladsen mellem tyskeren Hölzner og hollænderen Waalberg. At dømme efter de indledende heat var det de to, der blev hendes konkurrenter i kampen om bronze. Guld og sølv var så godt som udelukket på forhånd. Tyskeren Genenger og japaneren Maehata var i en klasse for sig, og gulddysten lignede en personlig duel mellem de to.

Jagten på bronzemedaljen var en kamp i kampen. Og det var den, Gunnar Hansen, Statsradiofoniens udsendte reporter var optaget af, da han med myndig og indlevende stemme satte scenen for det store drama. Han sad i speakerboksen og forsøgte at overdøve den ekstatiske japanske kommentator ved siden af.

Inges afsæt var ikke så godt. Hun kom langsommere fra start end tyskeren og hollænderen, men holdt sig tæt på dem under hele den første banelængde. Det var helt efter planen. Den strategi, frøken Ingeborg havde gentaget for hende igen og igen. Hun skulle tage den med ro, trække vejret dybt, og så ellers bare hænge på. For når de først kom til spurten, havde de andre ingen chance. 

Ved første vending var afstanden mellem Inge og de direkte konkurrenter blevet større. Men efter anden vending fandt hun et ekstra gear. Støt og roligt satte hun kadencen i vejret, og straks udmøntede det sig i, at hun åd sig ind på konkurrenterne. Hun lå stadig et lille stykke efter, men hun følte sig rolig og var ved godt mod inden de sidste 50 meter. Maehata og Genenger var som forventet langt foran resten af feltet og udkæmpede deres egen duel om guldmedaljen. Et drabeligt tæt opgør, som fik stadion til at koge af spænding og begejstring.

Straks efter den tredje vending indledte Inge sin slutspurt. Hun kastede et blik frem mod konkurrenterne og konstaterede, at hun lå godt. Og hun havde stadig overskud. Nervøsiteten, der tidligere på dagen havde forplantet sig som en træthed i kroppen, kunne hun ikke længere mærke. Hun havde kun øje for én ting: at kaste al sin energi ind i de sidste meter.

Inge havde overhalet både tyskeren og englænderen, og kun hollandske Waalberg lå nu mellem hende og medaljen. I kommentatorboksen blev Gunnar Hansens messende stemme både hurtigere og mere begejstret. Men stadig rolig og fattet i forhold til den japanske kollega ved siden af. De sidste 50 meter skreg den japanske kommentator det samme ord ind i mikrofonen igen og igen: ”Ganbare! Ganbare Ganbare!” Det betyder: Kom så!

Guldet blev japansk. Maehata kom i mål lige foran tyske Genenger. Og da der manglede 30 meter, gled Inge så let som ingenting forbi Waalberg. Den ellers fattede Gunnar Hansen kunne ikke længere styre sin begejstring. Nu så han, hvad der var på vej. Og det var i de sekunder, at han spontant gav Inge det kælenavn, der skulle følge hende resten af livet:
”Lille henrivende Inge!” råbte han ind i mikrofonen. 

Hun svømmede klart hurtigere end de andre nu. Og hun holdt sin føring hjem. Faktisk øgede hun på de sidste meter, så der ikke var den mindste tvivl om hendes triumf, da fingerspidserne ramte bassinkanten.

Inge havde vundet bronze til Danmark. Ifølge Berlingske Tidendes reporter gik rygtet som en løbeild ned over tribunerne. Folk prikkede til sidemanden og sagde:
”Hun er kun 12!”

Inge krængede badehætten af og kiggede over mod frøken Ingeborg og vinkede til hende. Svømmelærerinden vinkede begejstret tilbage og hastede så hen over det flisebelagte gulv til Inge. Da hun nåede bassinkanten, lænede hun sig ned og greb fat i Inge, som hun nærmest flåede op af vandet som en fisk.

De stod længe i omfavnelse. Den gamle læremester og den lille skolepige. 

Som egentlig bare skulle være med for sjov.


Kvinder ingen adgang

Inge var lettet. Og hun var glad. Men hun anede slet ikke, hvad hun havde sat i gang. I dét øjeblik havde hun lige gjort sig selv til en af danmarkshistoriens første sportsstjerner. Hendes 15-årige landsholdskollega Ragnhild Hveger havde allerede smagt lidt på den rolle. Ved at sætte flere verdensrekorder op til OL havde hun varmet godt op under danskernes svømmebegejstring. 

Men at de danske svømmepiger skulle blive et så stort fænomen, som de blev efter OL i Berlin, stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne. Inge og Ragnhild levede nemlig i et samfund, hvor det var mænd, der satte dagsordenen på stort set alle områder. Også i sportens verden. 

I 1936 var svømning en af de få sportsgrene, hvor kvinder overhovedet måtte få lov at være med. Ved OL i Berlin var der kun godt 300 kvinder blandt de over 4000 udøvere. IOC’s præsident Pierre de Coubertin havde i mange år med næb og kløer kæmpet for at holde kvinderne helt ude af legene, men måtte alligevel give efter for presset, der i løbet af 1920’erne havde vokset sig større. Ved OL 1928 i Amsterdam havde kvinder fået lov at stille op i 800-meterløb. Men da flere af finaledeltagerne angiveligt havde fået det dårligt efter løbet, var den ”lange” distance straks blevet taget af igen. 

Argumenterne lød som regel, at det var ukvindeligt at anstrenge sig for hårdt. Det var grimt at se på. Og horder af (mandlige) læger stod klar med tvivlsomme pseudovidenskabelige argumenter om, at kvinders kroppe slet ikke kunne holde til den slags. Derfor måtte kvinder nøjes med at stille op i sportsgrene, hvor de kunne drage fordel af deres naturlige bløde og graciøse bevægelser, som for eksempel kunstskøjteløb, gymnastik og fægtning. 

Svømning var en af de eneste sportsgrene, hvor kvinder fik lov at dyste i kraftanstrengelser på tid. Det har sandsynligvis skyldtes, at man ikke så ret meget til de hårde anstrengelser, når kvinderne lå under vandoverfladen.

Rosporten var populær på den tid og tiltrak mange kvinder, men heller ikke her fik de lov til at presse sig selv. Ved rostævnerne dystede mændene på tid, mens kvinderne kun blev bedømt på den æstetiske udførelse. Et dommerpanel vurderede, hvor flot det tog sig ud, når kvinderne med yndefulde bevægelser drev båden frem. Holdet med den smukkeste stil fik førstepræmien.

Kvinderne ville dog hellere ro hurtigt, og i begyndelsen af 1930’erne var man begyndt løsne lidt op. Ved de større stævner fik kvinderne nu lov til at ro om kap, men der blev sat et loft på 26 åretag i minuttet – et pænt stykke fra de omkring 35-40, der er ofte er gennemsnittet i kaproning – og så bliver der endda typisk taget flere tag i begyndelsen, hvor båden skal op i fart. 

Dansk Forening for Rosport mente at denne grænse måtte sikre, at ingen kvinder ”jappede sig igennem løbene,” som der stod i reglementet. Med dette tempo kunne roning udføres i smuk stil, og ingen dame ville blive overanstrengt af et forceret arbejde, hed det sig.

Det var den form for forestillinger om, hvad kvinder burde og kunne, som Inge, Ragnhild og de andre svømmepiger var underlagt. Alligevel lykkedes det dem i 1936 at blive blandt de bedste i verden og opnå en popularitet, som oversteg selv den, de mandlige fodboldlandsholdsspillere og seksdagesryttere nød. 


Direkte transmission

Inge havde grædt, da hun fik overrakt sin bronzemedalje på det enorme Olympiastadion i Berlin. Det samme gjorde flere af hendes landsholdskolleger og de danske journalister, der overværede ceremonien. Men også hjemme i Danmark blev der fældet tårer. For danskerne havde nemlig fået radio og kunne følge begivenheden direkte.  

I 1936 var radioapparatet for alvor blevet fast inventar i de danske hjem. Danskerne lyttede til radio hver aften og talte dagen efter med naboer og kolleger om, hvad de havde hørt i radioen. Radioen var det første medie, der kom direkte ind i folks stuer, og det første, der sendte det samme til alle på en gang. Det var den største omvæltning nogensinde i danskernes medievaner.

OL i Berlin blev en afgørende milepæl for radiolytningen i Danmark. Året før havde Statsradiofonien besluttet at satse mere på sport i radioen og ansatte derfor den 30-årige journalist Gunnar Hansen. I 1936 fik han til opgave at sende dagligt fra de olympiske lege i Berlin. Han susede rundt på det olympiske anlæg og optog reportager og interviews med de danske deltagere i løbet af dagen og klippede det derefter sammen til et indslag, der blev sendt om aftenen hjemme i Danmark. Hen mod slutningen af legene, da Inge Sørensen og Ragnhild Hveger skulle ud i de spændende finaler, blev der helt ekstraordinært sendt direkte til de danske lyttere.

Danskerne kunne næsten ikke tro deres egne ører. At de kunne sidde hjemme i stuen i Danmark og følge med i finalerne, samtidig med at de fandt sted. Fire år tidligere var der gået timer, nogle gange dage, før danskernes resultater havde fundet vej fra OL i Los Angeles over Atlanten og hele vejen hjem til Danmark.

Gunnar Hansen blev danskernes øjne og ører. Når han rapporterede fra sportsbegivenhederne i Berlin, dvælede han ved de billedskabende detaljer. Han fortalte, hvordan idrætsudøvernes tøj og kropssprog var. Han beskrev skyerne, der drev forbi på himlen, og han satte ord på duften af klor fra bassinet på svømmestadion. Og i de sportsgrene, hvor det handlede om at komme først i mål, som for eksempel svømning, formåede han også at formidle tempoet og intensiteten med sin hurtige, messende snak og den flittige brug af ordet ”Nu!” – som senere skulle blive hans kælenavn i folkemunde.

Inges familie sad også derhjemme og fulgte med, når hun svømmede i Berlin. I den lokale avis blev det beskrevet, hvordan moren og mosteren sad og fulgte det indledende heat og semifinalen, mens hr. Sørensen måtte passe butikken. De to kvinder veg kun fra radioen, når familien blev for sulten, og pligterne kaldte i køkkenet.
Fru Sørensen fortalte: ”Vi ligger faktisk paa Knæ foran Radioen hele Dagen.”

Og da Inge kom i finalen, måtte også fiskehandleren selv og onklen være med. Der kom portvin på bordet, og alle fik våde øjne, da radioapparatet skrattede nyheden om Inges medalje ud i stuen.


Danskernes nye stjerner

Aldrig var danske sportsstjerner blevet hyldet så massivt som svømmepigerne, da de vendte hjem fra Berlin. Hvad de havde præsteret, var et eventyr, og det blev fortalt igen og igen. Og hele tiden efter den samme skabelon: Inge og Ragnhild var de uspolerede, jordbundne, solide danske piger, der havde sat hele verden på plads.

Det var en klassisk fortælling fra et bondesamfund. Bygget på ældgamle eventyrskabeloner og med en god dosis jantelov. Man skulle ikke have for store armbevægelser. Men det var en fortælling, der blev udfordret i 1936. For nok var Danmark historisk set et bondesamfund, men det gamle samfund slog sprækker. 

Depressionen, den dybe globale økonomiske krise efter Wall Street-krakket i 1929, ramte i Danmark først og fremmest landbruget, og derfor skete der op gennem 1930’erne en massiv vandring fra land til by. Netop i disse år tippede balancen, så flere danskere nu boede i byerne end på landet. Det kom også til at ændre den danske kultur markant. For i byerne var man optaget af alt det moderne og spændende ude fra den store verden. Ikke mindst USA og England. Man begyndte at gå i biografen for at se filmene fra Hollywood. Man læste ugebladene. Og man begyndte at dyrke stjerner og idoler. 

Svømmepigerne blev hurtigt fast inventar i ugerevyerne, der på det tidspunkt lige var begyndt at blive vist i biograferne. Og de kulørte ugeblade bragte danskerne tættere på dem. Læserne var hjemme hos Inge Sørensen, og de fulgte Ragnhild Hveger til svømmehallen. Og der blev i hele landet solgt idolpostkort med de smilende piger.
De skrev sig ind i historien som nogle af de første sportsudøvere, der blev kendisser – som skuespillere, revystjerner og kongelige tidligere havde været det. 

Danskerne havde tørstet efter stjerner. Og nu havde de fået dem. 



Længtes efter fred og ro 

Efter den dramatiske modtagelse på Enghave Station og en efterfølgende hyldestceremoni på Sønderstrand i Sydhavnen, sejlede Inge hjem til Skovshoved med Øresundsbåden Den lille havfrue. Horder af jublende københavnere stod inde på bredden. Inge selv stod i forstavnen med det lyse hår flagrende i vinden og sin mørkeblå olympiadesweater med Dannebrog på. Hun var ét stort smil og labbede det hele i sig.

Ved ankomsten til Skovshoved Havn blev et storstilet fyrværkerishow brændt af. Og selve havnen var fyldt med tusinder af blus, der skabte en eventyrlig stemning i den mørke sommeraften. Begge moler var tæt fyldt med folk. Og alleryderst stod et sangkor af skolebørn og sang den hymne, Lille Henrivende Inge, som Carl Viggo Meincke og Willy Kjerulff i al hast havde skrevet og komponeret efter Inges overraskende triumf i Berlin.
Hyldestfesten blev ved til ud på natten, så Inge kom sent i seng. Men næste morgen måtte hun tidligt op. Det var nemlig første dag efter sommerferien på Skovshoved Skole. Og det var en stor dag, for Inge skulle begynde i mellemskolen.

Ved samlingen i skolegården, fik hun lov at hejse flaget, og inspektøren hyldede hende i sin tale. En dreng fra en af de større klasser kom hen og sagde undskyld. Han havde før sommerferien drillet hende og gjort grin med, at sådan en lille pige skulle til OL. 
I klasseværelset foreslog læreren, at hele klassen skulle synge ”Lille henrivende Inge”, men hun betakkede sig. Nu kunne hun ikke holde til at være i centrum længere. Hun ville gerne bare have fred og ro. Have sit gamle liv tilbage. 

Det fik hun aldrig. For Inge var blevet en af Danmarks første sportsstjerner. Som det lød i teksten til den hyldestsang, hun takkede nej til høre én gang mere: 

”Lille henrivende Inge / Det var dig, som vi ventede paa.”

---

Ovenstående er et redigeret uddrag af bogen SVØMMEPIGERNE, som udkom i 2014 og er skrevet af Tommy Heisz. Uddraget blev bragt i Politiken i forbindelse med bogudgivelsen. 

I dag rejser Tommy Heisz rundt i hele landet og holder foredrag om 1930’ernes populære svømmepiger. Læs mere om foredraget her 



Pressen skrev om bogen: 

"Om de tre svømmepiger har journalisten Tommy Heisz skrevet en fortræffelig bog"  (Bent Blüdnikow, 5 stjerner i Berlingske)

”Forfatteren levendegør en svunden tid (...) Læseren er med helt inde i de danske småstuer og fornemmer den skrattende lyd fra radioen, hvor en ung Gunnar 'Nu' Hansen beretter levende fra store sportsbegivenheder.”  (4 stjerner i Politiken) 

"En ganske usædvanlig udgivelse på dansk. Bogen er et tindrende præcist tidsbillede og tilmed et stykke letlæst og veltænkt idræts-, køns- og kulturhistorie."  (Weekendavisen)